“Flexicurity” er en sammenskrivning af de engelske ord “flexibility” og “security”. Flexicurity-modellen er den samlede betegnelse for Danmarks arbejdsmarkedspolitik, som bygger på både fleksibilitet og sikkerhed. Bliv klogere på flexicurity-modellen, og lær hvordan vores arbejdsmarked adskiller sig fra andre lande.
Flexicurity-modellen – kort og godt
Flexicurity-modellen består af tre komponenter: Social sikkerhed, fleksibelt arbejdsmarked og aktiv arbejdsmarkedspolitik.
1. Fleksibelt arbejdsmarked
Virksomheder kan hurtigt og nemt afskedige medarbejdere, så de kan tilpasse sig en ny situation. Dette har betydning for konkurrenceevnen, ikke kun nationalt, men også internationalt.
2. Socialt sikkerhedsnet
Når man bliver ledig, aktiveres et finmasket sikkerhedsnet. Du får blandt andet adgang til dagpenge eller kontanthjælp, så din økonomi sikres. Der er altså ingen, som må leve uden mad på bordet eller tag over hovedet, hvis de bliver ledige.
3. Aktiv arbejdsmarkedspolitik
Den aktive arbejdsmarkedspolitik skal blandt andet forebygge langtidsledighed, og sikre at arbejdsstyrken hele tiden kan opkvalificeres og tilpasses nye tider. Dette sker blandt andet gennem efteruddannelse og jobtræning, som aktiverer den ledige og motiverer til at søge nye muligheder.
Historien om flexicurity-modellen
Vi skal helt tilbage til september 1899, for at finde de første spæde skridt mod et mere fleksibelt og sikkert arbejdsmarked.
I 1899 var en stor arbejdskonflikt brudt ud i Danmark, som endte i en hidtil uset Storlockout. Man mener at op til 40.000 arbejdere var lockoutet fra deres arbejde i over tre måneder, hvilket var (og er) en voldsomt lang periode.
Op til den store arbejdskonflikt havde man i flere årtier kæmpet for bedre vilkår på arbejdspladserne, og faglige organisationer skød op over hele landet.
Som modreaktion begyndte flere arbejdsgivere at slutte sig sammen, i et forsøg på at bekæmpe fagforeningerne. I en lang periode var forholdet mellem fagforeninger og arbejdsgivere altså lunkent, og med tiden udbrød flere små og mellemstore konflikter.
Storlockouten blev udløst efter at snedkere i flere byer valgte at nedlægge arbejdet, i protest mod en nyligt indgået overenskomst. Overenskomsten medførte lavere lønninger i Jylland end på Fyn og Sjælland, og de jyske snedkere ville naturligvis ikke acceptere dette. Derfor nedlagde de arbejdet.
På trods af at de faglige organisationer lykkedes med at få snedkerne tilbage i arbejde, ønskede arbejdsgiverne at statuere et eksempel ved at “trække en streg i sandet”: Man erklærede en national lockout med virkning fra den 24. maj, og denne endte med at omfatte omtrent 40.000 arbejdere.
Arbejdsgiverne fremsatte en kravliste på otte punkter, hvoraf et hovedkrav var at fagforeningerne skulle anerkende arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Man ønskede også at centralisere overenskomstforhandlingerne, så kun hovedorganisationerne kunne sætte sig ved forhandlingsbordene.
Da fagforeningerne ikke ønskede at imødekomme alle kravene, var konflikten en realitet.
Lockouten og den lange forhandlingsproces blev fulgt med spænding over det meste af verden, da man ikke havde set mage i andre sammenhænge. Det var på daværende tidspunkt en meget fjern tanke, at man gik sammen i foreninger og startede konflikter på tværs af arbejdsgivere og arbejdstagere.
Man endte med at ligge i konflikt i månedsvis, og først i september kunne man nå til enighed om en ny aftale.
Konflikten endte med det berømte Septemberforlig, som arbejdsmarkedets parter tilsluttede sig den 4. september.
Det vurderes, at arbejdsgiverne vandt mest ved Septemberforliget. Man skal dog ikke kigge isoleret på Septemberforliget som en dårlig ting, tværtimod. Et af de vigtigste aspekter af Septemberforliget er nemlig kravet om centrale forhandlinger af løn og arbejdsforhold, samt arbejdernes ret til at slutte sig sammen og forhandle kollektivt.
Man mener, at Danmark var et af de første lande i verden, hvor storkonflikter på arbejdsmarkedet resulterede i en forpligtende national aftale mellem fagbevægelsen og arbejdsgiverne.
Af denne aftale så flexicurity-modellen også dagens lys, da man sikrede ordnede forhold mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Man skabte et mere fleksibelt arbejdsmarked, som samtidigt havde et højere niveau af sikkerhed og tryghed for den enkelte arbejder.
Siden da er meget vand løbet igennem møllen, og vilkårene er hele tiden blevet bedre og bedre. De kollektive, centrale forhandlinger har været gavnlige for alle parter, da man med et trylleslag skabte ro på arbejdsmarkedet. Med tiden fulgte også bedre løn- og arbejdsvilkår, som kun cementerede flexicurity-modellens gavnlige effekter yderligere.
Flexicurity-modellens hovedkomponenter: Fleksibilitet og sikkerhed
Når man taler om flexicurity-modellen, taler man både om fleksibilitet og sikkerhed. I Danmark har vi indrettet vores arbejdsmarked på en måde, som både gavner arbejdsgivere og arbejdstagere. Det er nemt at afskedige medarbejdere i en svær tid, men samtidig gribes medarbejderne af et finmasket sikkerhedsnet.
Fleksibelt arbejdsmarked
Som del af Septemberforliget fra 1899 blev det blandt andet bestemt, at arbejdsgiverne skulle lede og fordele arbejdet.
Arbejdsgiverne er blandt andet sikret favorable vilkår, når de pludselig står i en ny situation hvor indtjeningen eksempelvis falder. Her kan medarbejdere afskediges hurtigt og nemt, så forretningen kan tilpasses til nye tider.
Socialt sikkerhedsnet
På den anden side gribes medarbejderne også af et finmasket sikkerhedsnet, som blandt andet finansieres gennem skatter og kontingenter.
A-kasserne sikrer eksempelvis at lønmodtagerne kan få dagpenge, og fagforeningerne sikrer at løn- og arbejdsforhold forbedres løbende.
Man har også indført overførselsindkomster til mennesker, der ikke er forsikret gennem a-kasse eller private forsikringsselskaber, så alle har adgang til økonomisk hjælp hvis de står uden for arbejdsmarkedet i en kortere eller længere periode.
Aktiv arbejdsmarkedspolitik
Et tredje vigtigt komponent i flexicurity-modellen er den aktive arbejdsmarkedspolitik. Den aktive arbejdsmarkedspolitik sikrer muligheder for ledige, så de kan finde job eller opkvalificere sig gennem uddannelse.
Arbejdsformidling
Jobcentrene formidler arbejde og holder snor i de ledige, så de motiveres til at søge nye muligheder. Det er også her, man koordinerer indsatsen for den enkelte person. Jobcentret er altså det vigtigste bindeled mellem parterne, og det er her din ledighed administreres.
Opkvalificering
Et vigtigt element i flexicurity-modellen er muligheden for at opkvalificere sig. Dette skal sikre at mennesker ikke falder helt udenfor arbejdsmarkedet, hvis de ikke længere kan bruge deres uddannelse. Opkvalificering kan eksempelvis bestå af efteruddannelse, men man kan også tage en helt ny uddannelse. Dette er vigtigt, da man på denne måde sikrer et dynamisk og omstillingsparat arbejdsmarked.
Jobtræning
Jobtræning ses eksempelvis i form af virksomhedspraktik, og har til formål at “træne” den ledige til et liv på arbejdsmarkedet. Jobtræning er blandt andet tiltænkt personer, som har svært ved at fastholde et arbejde på normale vilkår. Virksomhederne modtager et tilskud for at tage ledige i praktik, men formålet er selvfølgelig at få de ledige ud i faste stillinger på normale vilkår.
Aktivering
Aktivering er en fælles betegnelse for indsatsen, der har til hensigt at få ledige ud på arbejdsmarkedet.
Aktivering omfatter både jobtræning/virksomhedspraktik, job med løntilskud, jobrotationsordninger og opkvalificering. Man bruger ofte udtrykket “at være i aktivering”, når man sættes i gang med et bestemt forløb gennem jobcentret.
Som ledig skal du senest aktiveres, når du har været ledig i seks måneder. Du kan også bede jobcentret om at blive aktiveret samme dag, som du melder dig ledig.
