Hvorfor skal man være medlem af en a-kasse, og kan det overhovedet betale sig? Hvad sker der, hvis man ikke er medlem? Bliv klogere i denne artikel, hvor vi kigger nærmere på mulighederne med en a-kasse.
Stor forskel på dagpenge og kontanthjælp
Der er stor forskel på, om du får dagpenge eller kontanthjælp. Sidstnævnte kan du faktisk først få, når du har opbrugt egen formue. I sammenligningen herunder kan du se hvordan du er stillet, når du modtager dagpenge eller kontanthjælp:
Dagpenge | Kontanthjælp | |
---|---|---|
Højeste sats (2021) | 19.322 kr. pr. md. (fuldtidsforsikret) | 15.547 kr. pr. md. (fyldt 30 år, forsørger børn) |
Primære krav | Medlem af a-kasse, ledig, jobsøgende | Ledig og jobsøgende |
Kontingent | Fra 451 kr. pr. md. (2021) | Intet |
Regler om formue | Ingen regler om formue | Hjælp kan ikke ydes, hvis du eller evt. ægtefælle har formue (beløb op til 10.000 uden ægtefælle, eller op til 20.000 med ægtefælle) |
Tidsbegrænsning | 2 år | Ingen |
Rådgivning | Workshops, kurser og karriererådgivning tilbydes hos a-kassen | Begrænset rådgivning tilbydes via dit lokale jobcenter |
Som det fremgår af tabellen herover, er der stor forskel på om du er medlem af a-kasse eller ej. Du kan blive hårdt ramt, hvis du bliver ledig og kun kan få kontanthjælp. Har du eksempelvis egen bil eller bolig, kan du blive bedt om at sælge før du kan få kontanthjælp.
Er du medlem af en a-kasse, kan du altid få dagpenge – også selvom du måtte have en større formue bundet i hus, bil eller lignende.
Læs også: Forskellen på dagpenge og kontanthjælp
Hvad kan en a-kasse hjælpe med?
En a-kasse kan hjælpe med flere ting: Først og fremmest er du sikret dagpenge, hvis du bliver ledig. Herudover kan du eksempelvis få personlig rådgivning om din karriere, samt masser af læring og inspiration til nye jobmuligheder. Mange a-kasser har et helt online univers af læring, som er til rådighed for medlemmer.
A-kassen giver dig altså et sikkerhedsnet, som du ikke finder andre steder. Og du kan altid få dagpenge, uanset om du har formue eller ej. Du slipper altså for at tære på din opsparing, bare fordi du er så uheldig at blive arbejdsløs i en kortere eller længere periode.
Din a-kasse kan blandt andet hjælpe med følgende:
- Dagpenge (uanset om du har formue eller ej)
- Personlig rådgivning om din karriere
- Feedback på jobansøgning og CV
- Online kurser og -uddannelser
- Workshops
- Netværksmøder
- Værktøjer
- Startup-forløb
Det varierer en smule fra a-kasse til a-kasse, hvad de kan hjælpe med. Er du ung og studerende, anbefaler vi at du læser vores guide om a-kasser for unge.
Er det et krav at være medlem af en a-kasse?
Det er ikke et krav at være medlem af en a-kasse. Du bestemmer altså selv om du vil være medlem eller ej. Der er også frit valg mellem alle a-kasser på markedet, så du behøver ikke vælge en bestemt a-kasse. Nogle a-kasser optager dog kun medlemmer inden for bestemte fagområder, hvilket eksempelvis er aktuelt hvis du er akademiker.
Før i tiden blev man automatisk meldt ind i både a-kasse og fagforening, når man startede i job. Det er ikke tilfældet længere, og nu skal man altså selv sørge for at tilmelde sig. Det er nemlig hverken et krav eller noget, der sker per automatik.
Selvom det ikke er et krav at være medlem af en a-kasse, anbefaler vi alligevel at du overvejer muligheden. Selvom en a-kasse ikke giver dig noget her og nu, er det godt at have et sikkerhedsnet ved pludselig eller uønsket arbejdsløshed.
Hvad sker der hvis man ikke er medlem af en a-kasse?
Hvis man ikke er medlem af en a-kasse, kan man ikke få dagpenge hvis man bliver ledig. Man mister altså et vigtigt sikkerhedsnet, hvis uheldet er ude. Det er ikke nødvendigvis et problem, så længe du er beskæftiget, men det kan have alvorlige konsekvenser for din økonomi, hvis du bliver ledig.
Om man vil være medlem af en a-kasse eller ej er en privat sag, og i Danmark er det helt frivilligt. Uden medlemskabet mister du dog en række fordele, som kunne gøre en stor forskel i en presset situation.
Hvis du bliver ledig uden a-kasse (eller privat lønsikring), kan du kun få kontanthjælp. Kontanthjælpen er dog betinget af, at du ikke har nogen formue. Blandt andet tæller bil og ejerbolig som en del af din formue, så du kan risikere at skulle gå af med begge dele hvis du mangler penge.