Er det nødvendigt at melde sig ind i en fagforening, og hvorfor? Vi gennemgår fordelene ved et fagforeningsmedlemskab, så du kan blive klogere på mulighederne.
Er fagforening virkelig nødvendig?
Om det kan betale sig eller ej at blive medlem af en fagforening, afhænger af dit personlige arbejdsliv. Der er intet krav til fagforeningsmedlemskab i Danmark, og du bestemmer selv hvilken fagforening du er medlem af. Fagforeningen er blandt andet nødvendig, hvis der opstår arbejdsrelaterede konflikter, som kræver individuel assistance. Fagforeningen giver dig nemlig støtte når der opstår uoverensstemmelser eller konflikter, og den kan i mange tilfælde sikre et udfald til din fordel. De fleste fagforeninger har blandt andet jurister og karriererådgivere ansat, og disse kan kontaktes når behovet opstår.
Mange traditionelle fagforeninger afholder også kurser, foredrag og workshops, som kun er tilgængelige for medlemmer. Som nyuddannet kan du altså drage nytte af fagforeningens tilbud, så du kan bygge netværk og dygtiggøre dig.
Det er vigtigt at du kun melder dig ind i en fagforening, hvis du selv synes det er nødvendigt. Dine kolleger, ledere eller fagforeningsrepræsentanter må ikke presse dig til at blive medlem. I de fleste tilfælde er et fagforeningsmedlemskab en god idé, men vi anbefaler at du kortlægger dine behov først.
Se også: Sammenligning af fagforeninger
7 fordele ved et fagforeningsmedlemskab
Er du stadig i tvivl om hvorvidt du bør blive medlem af en fagforening eller ej? Vi har samlet de vigtigste fordele ved fagforeninger her, så du kan blive klogere på deres virke på arbejdsmarkedet.
1. Støtte i svære situationer
Din fagforening varetager kun medlemmernes interesser, og kan støtte dig i svære situationer. Hvis du eksempelvis mistrives på arbejdspladsen, kan du kontakte fagforeningen og få hjælp.
2. Fællesskab
Det ligger til navnet, at fagforeninger samler medlemmerne i et fællesskab. Fagforeningerne kan blandt andet arrangere workshops, konferencer, kurser eller foredrag, hvor du kan møde andre medlemmer i din branche. Det giver dig følelsen af at tilhøre et større fællesskab, og du får mulighed for at udbygge dit professionelle netværk.
3. Karriererådgivning
En af de store fordele ved fagforeninger, er at de tilbyder karriererådgivning indenfor din branche. De traditionelle fagforeninger er især gode på dette punkt, da de er fagligt afgrænsede og dermed har forstand på dit fag.
4. Juridisk bistand
Fagforeningen kan give dig juridisk hjælp, hvis du får brug for det. Du kan eksempelvis få hjælp til at gennemgå din ansættelseskontrakt, eller du kan få svar på om du bliver uretfærdigt behandlet.
5. Vejledning om regler og rettigheder
Er du i tvivl om dine rettigheder ved barsel, ferie eller noget tredje? Du kan altid kontakte din fagforening, når der opstår spørgsmål. Dette er en stor fordel på arbejdspladser, hvor der ikke er klar kommunikation om dette.
6. Kontante medlemsfordele
Mange fagforeninger tilbyder en række fordele, som giver dig mulighed for at spare penge på abonnementer og tjenester. Det kan være forsikringer eller mobilabonnementer, som fås til en nedsat pris.
7. Kurser, workshops og videndeling
I fagforeningerne bliver der ofte planlagt forskellige kurser, workshops, webinarer og lignende, som du kan deltage i hvis du har lyst. Dette er ikke kun en fordel hvis du vil dygtiggøre dig, men også hvis du vil udbygge dit professionelle netværk.
Hvad gør fagforeningerne for dig?
Fagforeningerne gør mange ting for deres medlemmer, som er nyttige for alle arbejdstagere i landet. Her er nogle af de vigtigste ting, som fagforeninger gør for dig og alle andre:
1. Overenskomstforhandlinger
Det er fagbevægelsernes fornemmeste opgave, at forhandle overenskomster med jævne mellemrum. Overenskomstforhandlingerne sker på baggrund af krav og ønsker, som er fremsat af fagforeningernes medlemmer. Det er eksempelvis ved disse forhandlinger at man kan sikre sig en lønforhøjelse, ekstra feriedage eller bedre arbejdsforhold, hvorved vi som samfund kan rykke os mod gunstigere vilkår.
2. Kollektive kampskridt
Fagforeningerne kan tage kollektive kampskridt, for at sikre at deres krav imødekommes. Et af de vigtigste kampskridt er strejke, som nogle gange bliver nødvendigt under overenskomstforhandlingerne. Store arbejdsgivere kan være svære at påvirke hvis du blot fremsætter dine krav som individ, så derfor er kollektive kampskridt et stærkt redskab mod vejen til bedre forhold.
3. Opretholdelse af ordnede forhold
Mange fagforeninger har lokale afdelinger, som er tæt på medlemmerne. Sammen med tillidsrepræsentanterne sørger de for at opretholde ordnede forhold på lokale arbejdspladser, så det tilsikres at overenskomster og regler overholdes.